BBC: United genåbner kontraktforhandlinger med De Gea

Skrevet af admin

11/09/2015

Dagens topnyheder

For mindre end to uger siden var Manchester United-målmanden David De Gea få minutter fra et skifte til fodboldklubben Real Madrid.

Men nu kan David De Gea være på vej til at forlænge sin United-kontrakt, der udløber efter den igangværende sæson.

Ifølge BBC og en række andre engelske medier har Uniteds ledelse indledt kontraktforhandlinger med den 24-årige spanske landsholdskeeper.

Det står i kontrast til de modsatrettede meldinger, der kom fra United-bosserne for nylig, hvor al håb om en forlængelse syntes at være væk.

På transfermarkedets sidste dag blev United og Real Madrid enige om en transfer af De Gea, men bøvl med papirer ødelagde handlen.

Daily Mail har offentliggjort et billede, der viser, at De Geas agent, Jorge Mendes, er ankommet til Manchester angiveligt for at snakke med den sportslige ledelse på Old Trafford.

De Gea har endnu ikke spillet en eneste kamp for United i denne sæson, men det kan der ændres på, hvis spanieren vælger at skrive under på en ny aftale.

Real Madrid har forklaret, at klubben gjorde alt, hvad der var nødvendigt for at gennemføre handlen med De Gea, inden det spanske transfervindue lukkede.

Real Madrid og United var enige om en byttehandel mellem spaniernes førstekeeper Keylor Navas og De Gea samt en pose penge til den engelske klub.

Men derefter gik der administrativt koks i papirarbejdet, som blev sendt for sent af sted.

United tager lørdag imod ærkerivalen Liverpool i den engelske Premier League - med eller uden De Gea.

/ritzau/