The Beatles' hellige gral er blevet solgt

Skrevet af admin

23/03/2016

Dagens topnyheder

Et ekstremt sjældent Beatles-album fra bandets tidlige dage er blevet solgt for over 730.000 kroner på auktion. Det skriver BBC.

Den dyrebare skive var den første, The Beatles indspillede, inden de for alvor brød igennem, og den blev brugt til at promovere de fire kommende rockstjerner af manageren Brian Epstein.

Med en sirlig håndskrift og et par autentiske stavefejl har Epstein skrevet en tekst på hver side af pladen, der viser lidt om hierarkiet i den nystartede rockgruppe.

På den ene side står der nemlig, at musikken er skrevet af "Paul McCartney & The Beatles", mens "John Lennon & The Beatles" er krediteret på den anden. Måske ikke så underligt, hvis George Harrison og Ringo Starr engang imellem følte sig oversete.

Pladen blev fundet på et loft hos keyboardspilleren Les Maguire fra Liverpool-bandet Gerry and The Pacemakers, der nok mest er kendt for pophittet "You'll Never Walk Alone". Her har pladen, der bliver betegnet som en "hellig gral-genstand" ligget gemt og glemt i 50 år.

Det er ikke første gang, at gamle Beatles-objekter bliver solgt, men pladen ligger dog i den mindre spektakulære ende af skalaen.

I starten af året blev en hårlok fra John Lennon solgt for knap en kvart million, og tidligere er en drukvise og en blomsterdekoreret toiletkumme, der var i "Imagine"-sangerens varetægt, blevet solgt for henholdsvis 200.000 og 100.000 kroner.

/ritzau/FOKUS