Beboer anholdt for brand på institution i Næstved

Skrevet af admin

20/10/2013

Mest læste i dag

En 21-årig mand er i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved blevet fængslet i knap fire uger til 14. november, sigtet for at have sat ild til et psykiatrisk bosted natten til lørdag.

To af beboerne på institutionen måtte i forbindelse med branden en tur på skadestuen til observation for røgforgiftning, mens de øvrige fem beboere blev overført til en anden institution i byen.

Efterfølgende valgte politiet så at anholde den 21-årige mand, der selv bor på institutionen.

- Vores afhøringer af den 21-årige og de øvrige beboere førte til, at vi besluttede at sigte ham for brandstiftelse, fortæller vagtchef Kenneth Pedersen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Branden opstod tidligt lørdag morgen i kælderen på det bostedet på Otiumvej i Næstved. Kælderrummet er fuldstændig udbrændt, mens resten af bygningen har fået røg- og sodskader.

I grundlovsforhøret besluttede dommeren, at den sigtede ikke skal anbringes i et arresthus, men tilbringe varetægtsfængslingen på en psykiatrisk afdeling.

/ritzau/