Beboere evakueret: Brand kan få bygning til at kollapse

Samtlige beboere i en fireetagers ejendom i Søborg er natten til tirsdag blevet evakueret på grund af en brand, som har vist sig vanskelig at få has på.

- Vi har evakueret 20-30 mennesker. Varmen i bygningens kælder holder branden i gang, og vi er lidt bange for, at bygningen kan falde sammen, siger Kim Madsen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.

Flammerne har også fået fat i et festlokale, der ligger ved siden af etageejendommen på Søborg Torv, hvor branden brød ud i en café i stueetagen kort før midnat mandag aften.

Fra branden afgår en kraftig sort røg i nordlig retning. Beboere i området nord for Søborg Torv i en afstand af cirka 200 meter eller beboere, der i øvrigt er generet af røgen, anbefales at holde døre og vinduer lukkede, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Årsagen til branden kendes endnu ikke.

De evakuerede beboere vil midlertidigt blive genhuset af kommunen, fremgår det af politiets pressemeddelelse.

/ritzau/

Dagens Gossip