Beboere i etagebygning evakueret efter brand i Esbjerg

Skrevet af admin

10/06/2016

Dagens topnyheder

Beboerne i en etageejendom i Kongensgade i Esbjerg er natten til fredag blevet evakueret, efter at der er opstået brand på en træterrasse.

Det oplyser Erik Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Det er en bygning på gågaden i Esbjerg midtby. Umiddelbart ser det ud til, at branden er startet på en træterrasse, siger han.

Bygningen har tre eller fire etager, oplyser vagtchefen. Der er kun to beboelseslejemål i bygningen. Alle beboere er evakueret, og ingen er kommet noget til.

Årsagen til branden er endnu ikke fastlagt, men der er ifølge politiet tale om en brand med synlige flammer, og det er tidligt fredag morgen uklart, hvor godt fat de har i resten af bygningen.

Brandvæsnet er ved 4.15-tiden i gang med slukningen af branden, som blev meldt til 112 klokken 3.55.

/ritzau/