Beboere kalder ny metroplan en »regulær lokumsaftale«

Et flertal i Borgerrepræsentationen i København har blandt andet besluttet, at der på nogle af byggepladserne må arbejdes om natten, og det falder ikke i de lokale beboeres smag, skriver Jyllands-Posten.

»Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten laver nu en regulær lokumsaftale, for at sige det, som det er, i forhold til et grundlag, som landets førende eksperter har kaldt for dybt ulovligt,« siger talskvinden for Beboerforeningerne omkring Marmorkirken, Maya Glem, ifølge jp.dk en pressemeddelelse.

Netop byggeriet ved Marmorkirken kan stå på i døgndrift som en del af den nye aftale.

Der har tidligere været hård kritik af den larm, som metrobyggeriet forårsager. Ifølge Politiken er Københavns Kommunes tilladte udendørs støjgrænse i dagtimerne systematisk blevet overskredet, men det afviser Metroselskabet, som også peger på, at der nu vil bliver gennemført støjdæmpende tiltag på alle byggepladser. Det betyder et forventet støjniveau på 5 decibel, oplyser selskabet, som også slår på, at der nu bliver indført et øget tilsyn med støjniveauerne på byggepladserne.

Men det gør ingen forskel, mener Beboerforeningerne omkring Marmorkirken ifølge jp.dk. Derfor vil den nu gå rettens vej.

»Vi har tænkt os at følge denne sag til dørs – også rent juridisk. Det her er ulovligt, og det har førende eksperter også udtalt. Man har ændret radikalt i det, der lå til grund for det oprindelige program i forhold til Marmorkirken. Og det er simpelthen ikke lovligt, at man går videre,« siger Maya Glem ifølge Jyllands-Posten.

Foreningen har endnu ikke overblik over, hvilken part, den vil hive i retten.

Dagens Gossip