Beboerforening håber Metroselskabet får lærestreg

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Københavns Kommune og Metroselskabet står med en lang næse, efter at de onsdag i Natur- og Miljøklagenævnet har fået underkendt kommunens tilladelse til, at der må arbejdes om natten på byggepladserne.

Det mener beboerforeningerne omkring Marmorkirken i Københavns centrum, der gentagne gange har råbt vagt i gevær før den politiske godkendelse omkring aften- og natarbejde i forbindelse med det igangværende metrobyggeri af Cityringen.

Det siger talsmand for beboerforeningerne omkring Marmorkirken, Kaj Larssen.

- Vi håber nu, at kommunen og Metroselskabet har fået sig en lærestreg om konsekvenserne af manglende rettidig omhu, siger han i en kommentar og fortsætter:

- Det har også været en utrolig hård og vanskelig kamp mod systemet for fuld udblæsning, hvor flere af kommunens politikere bestemt ikke har holdt sig tilbage med hensyn til at forsøge at manipulere den offentlige meningsdannelse.

Københavns Kommunes tilladelse til, at der må arbejdes om natten på byggepladserne, blev kendt ugyldig af et enigt Natur- og Miljøklagenævn.

Det er sket, fordi loven blev brudt, da kommunen ikke fik foretaget en miljøvurdering, inden Borgerrepræsentationen tog en beslutning om støjgrænserne.

- Det her er utvetydigt en sejr for retsstaten, for demokratiet og for mindretallets beskyttelse, idet vi nu har fået medhold i, at de regler, som gælder for alle andre, også gælder for Metroselskabet og Københavns Kommune, siger Kaj Larssen.

Nævnet har også truffet afgørelser om klager over natarbejde ved Nørrebroparken, Øster Søgade og Hovedbanegården.

Metroselskabet har tidligere oplyst, at de udvidede arbejdstider var en forudsætning for at undgå en et-årig forsinkelse og dermed en ekstra udgift på halvanden milliard kroner.

/ritzau/