Beckenbauer: Jeg har aldrig købt VM-stemmer

Skrevet af admin

18/10/2015

Dagens topnyheder

Der Spiegels historie om, at den tyske arrangørkomité købte sig til stemmer for at sikre sig værtskabet for fodboldens VM-slutrunde i 2006 har intet på sig.

Det siger Franz Beckenbauer, der stod i spidsen for arrangørkomitéen.

- Jeg har aldrig betalt penge til nogen for at erhverve stemmer til Tyskland for at få VM-værtskabet i 2006. Og jeg er overbevist om, at heller ikke andre medlemmer i komitéen har gjort det, siger Franz Beckenbauer i et kort statement ifølge DPA.

Ifølge historien i Der Spiegel skulle komitéen angiveligt have købt sig til stemmer og derved sikret sig værtskabet med 12 stemmer foran Sydafrika, der fik 11, ved afstemningen i 2000.

Tysklands arrangørkomité skulle således have betalt 6,7 millioner euro (cirka 50 millioner kroner, red) til Det Internationale Fodboldforbund Fifa for at påvirke afstemningen i den rigtige retning.

Lørdag afviste flere andre fra komitéen, at Tyskland fik værtskabet ved urent trav.

Den daværende vicepræsident i komitéen, Fedor Radmann, meldte sig klar til under ed at afvise enhver påstand om, at Tyskland købte sig til stemmer for at blive VM-vært.

Han fik opbakning af præsidenten for Det Tyske Fodboldforbund (DFB), Wolfgang Niersbach, der også slår fast, at der ikke er blevet fusket for at få VM til Tyskland.

DFB-præsidenten har ifølge nyhedsbureauet Reuters besluttet, at der skal tages juridiske skridt mod Der Spiegel på grund af historien.

/ritzau/DPA