Beckham om sønnen: Det knuste mit hjerte

Skrevet af admin

19/09/2015

Mest læste i dag

Som far, så søn.

Sådan lyder et gammelt ordsprog, men det gælder ikke helt for familien Beckham.

Den legendariske og nu pensionerede fodboldspiller David Beckham har tre boldglade drenge. Men de oplever konstant at blive sammenlignet med deres berømte far, og derfor frygter de at gå på grønsværen, fortæller den 40-årige tidligere Manchester United-stjerne til ABC News.

- Jeg ville elske, hvis de spillede fodbold, men de skal være glade imens, understreger boldbissen og uddyber:

- Derfor knuste det mit hjerte, da en af mine drenge kom hen til mig en dag og sagde, at han ikke havde lyst til at spille fodbold hele tiden. "Far, hver gang jeg træder ind på en fodboldbane, siger folk, at det er David Beckhams søn, og hvis jeg ikke er lige så god som dig, så er det ikke godt nok", erindrer Beckham.

- Så sagde jeg til ham, at han skal spille, hver gang han har lyst til det og ikke mindst gøre det, hvis det gør ham glad, forklarer Beckham om sit svar til sønnike.

Superstjernen har for længst pensioneret fodboldstøvlerne og koncentrerer sig nu om velgørenhedsarbejde og sin kommende modekollektion, og derfor er han altså ikke på vej ind i filmbranchen, som der ellers har været forlydender om.

- Jeg læste det godt den anden dag, og jeg har grint meget over det siden. Nej, jeg kommer ikke til at være med i den næste James Bond-film, siger Beckham.

- Folk prøver hele tiden at snakke med mig om min nye skuespilkarriere, men sandheden er, at det kun er noget, jeg gør en sjælden gang imellem og har det sjovt med, siger stjernen, der ud over tre sønner også har en datter med den tidligere Spice Girls-sangerinde og nuværende topdesigner Victoria Beckham.

/ritzau/FOKUS