Bedrageri: Kontanthjælpsmodtager tjente over 190.000 kroner på salg af skrot

Esbjerg Kommune har travlt med flere bedragerisager, hvor kontanthjælpsmodtagere har indtægter ved siden af. Det drejer sig om indtægter ved salg af skrot, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi er for øjeblikket i gang med den femte sag, og der er flere undervejs, oplyser kontorchef Katrine Sehested Hansen og fortsætter:

- Det er rigtigt fint med skrotsalget, men desværre er der nogle kontanthjælpsmodtagere, der har ”glemt” at oplyse kommunen om, at de havde indtægter ved skrotsalg og det er ikke småpenge det drejer sig om, fortæller Katrine S. Hansen.

I en af de sager, der nu er overgivet til politiet, havde borgeren i en periode på et halvt år solgt skrot for 191.000 kroner, samtidig med at han modtog kontanthjælp.

Esbjerg Kommune modtager oplysningerne om borgernes skrotsalg fra Skat.

Dagens Gossip