Bedragerikonsulent sparer Tønder Kommune for fem millioner kroner

Skrevet af Elo Christoffersen

05/12/2012

Dagens topnyheder

Sociale bedragere har fået det sværere i Tønder Kommune. Inden for de seneste par år har kommunen sat ekstra kræfter ind på at bekæmpe snyd med sociale ydelser, og den forstærkede indsats har givet bonus. Godt fem millioner kroner er der samlet set sparet alene i 2011. Kommunens egen andel af besparelsen udgør næsten tre millioner kroner.

Millionbesparelser er kommet i hus i kraft af en målrettet indsats. Kommunen har siden december 2010 haft en bedragerikonsulent, der har til opgave at undersøge og afsløre socialt bedrageri. Samtidig er det blevet muligt for borgerne at indberette socialt bedrageri eller mistanke om socialt bedrageri via kommunens hjemmeside. Det har betydet, at antallet af indberetninger er steget markant fra 17 i 2009 til 59 i 2010 og 321 i 2011.

Tønder Kommune har sparet fem millioner kroner, dels ved at få stoppet uberettigede udbetalinger og dels gennem tilbagebetaling af ydelser, der ikke var berettigede.

Bedragerikonsulenten blev oprindeligt ansat i en tidsbegrænset periode på to år. Men på grund af de gode resultater er det nu besluttet at fastansætte konsulenten. Desuden skal det ved udgangen af 2013 vurderes, om det vil være en god idé at ansætte en bedragerikonsulent mere.