Bedrageritiltalte: Vi manglede tid

To bedrageritiltalte stiftere af foreningen Danmarks Børnefond havde masser af planer om at donere flere penge til børneorganisationer. Men politiet frøs foreningens konto, før de indsamlede penge blev delt ud til gode formål.

Det fastslår den 34-årige mand, AL, som mandag sidder på anklagebænken i Københavns Byret sammen med sin kæreste, 30-årige JH, tiltalt for groft bedrageri.

I 2010 oprettede parret Danmarks Børnefond, som skulle støtte syge og fattige børn. Men ifølge sagens anklager undlod de tiltalte at donere de penge, som de samlede ind blandt danske virksomheder, og stoppede i stedet godt 550.000 kroner i egen lomme.

- Jeg havde kontakt med en del mulige modtagere. Men der blev ikke doneret flere penge af den åbenlyse grund, at politiet spærrede vores konto, forklarer AL i den store retssal, hvor der på sagens første dag er fuldstændig tomt på tilhørerrækkerne.

Den 30-årige JH har også afgivet forklaring mandag, men den grædefærdige kvinde hævder, at hendes kæreste tog sig af foreningens økonomi.

Parret nåede dog at donere 10.000 kroner til Børnehuset SIV i Farum, inden politiets mistanke blev rettet mod dem.

Men det var en spontan beslutning, forklarer AL, som fattede sympati for børnehuset i en avisartikel. Planen var nemlig at afslutte en igangværende fundraising-kampagne, før pengene skulle fordeles.

- Vi havde endnu ikke planlagt at donere noget på det tidspunkt, men SIV lå lige til højrebenet, siger han.

Til gengæld var der anderledes gang i overførslerne til firmaet Values, hvor kvinden var direktør og AL daglig leder.

I januar 2011 overførte parret godt 550.000 kroner til firmaet, som var hyret til at ringe virksomheder op på vegne af Danmarks Børnefond og sidst i 2010 ansatte otte medarbejdere til at løse blandt andet den opgave.

Anklageren mener, at de 550.000 kroner gik til parret selv. Men de tiltalte hævder, at pengene dækkede lønninger og personlige udlæg i forbindelse med stiftelsen af Danmarks Børnefond.

Anklageren påstår i øvrigt, at parret havde planer om at tilegne sig yderligere godt 300.000 kroner fra foreningens konto, og at de har forsøgt at snyde Skat for over 100.000 kroner.

Sagen fortsætter måneden ud med afhøringer af omkring 40 vidner. Herunder repræsentanter for nogle af de 495 virksomheder, som blev bedt om at donere penge.

Dømmes de tiltalte, risikerer de en fængselsstraf og en bøde.

/ritzau/

Dagens Gossip