Bedste juli måned nogensinde i Billund Lufthavn

Juli måned blev den største måned nogensinde i Billund Lufthavn med 386.087 passagerer gennem terminalen. En fremgang på 28.139 passagerer, svarende til 7,9 procent i forhold til sidste år.

Den hidtidige rekord var fra juli 2011 og lød på 360.749 passagerer.

Juli bød også på nye dags-, weekend- og ugerekorder, så de tidligere rekorder fra juli sidste år blev altså alle sammen forbedret.

Den travleste enkeltdag var søndag den 21. juli med 16.235 passagerer gennem lufthavnen og en stigning på 2,3 procent i forhold til den tidligere rekord.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Weekenden den 12.-14. juli blev den travleste weekend med 44.714 passagerer, svarende til en stigning på 8,3 procent. Og endelig var uge 29 den hidtil travleste uge med 90.969 passagerer, hvilket er en markant stigning på 11,8 procent.

- Det er glædeligt, at vi har kunnet servicere så mange passagerer på deres ferierejse, og samtidig er det tilfredsstillende, at det stort set er sket uden lange ventetider eller nævneværdige tekniske udfordringer, siger administrerende direktør i Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen.

Udenrigsrutetrafikken talte 209.618 passagerer, hvilket svarer til en fremgang på 10,9 %. Det er i øvrigt første gang, at mere end 200.000 udenrigsrutepassagerer benytter Billund Lufthavn på en måned.

Antallet af passagerer, der benytter de næsten 40 direkte udenrigsruter, er fordoblet siden 2007.

Dagens Gossip