Begge parter bag krigsforbrydelser i Syrien

I en tale til amerikanerne natten til onsdag dansk tid slog Obama fast, at han har bedt Kongressen udskyde en planlagt afstemning om, hvorvidt USA skulle straffe det syriske styre for at bruge kemiske våben. Obama vil i stedet forfølge det diplomatiske spor og kræve, at regimet udleverer sine kemiske våben til international kontrol. men det sker ikke uden forbehold, erklærede Obama.

»Det er for tidligt at sige, om dette forslag vil lykkes, og enhver aftale forudsætter, at Assad-regimet overholder sine forpligtelser. Men dette initiativ har potentielet til at fjerne truslen om kemiske våben, uden brug af magt.«

Præsidentens tale udelukker dog ikke, at amerikanerne på et tidspunkt kan se sig nødsaget til at indlede et angreb - men det bliver ikke nu, forklarer Jørn Brøndal, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

»Den amerikanske regering vil forsøge at følge et diplomatisk spor, og hvis det løber ud i sandet, så tror jeg, at Obama med fornyet styrke vil hævde, at tiden er inde til en eller anden form for væbnet intervention. Det handler også om, at man også vil sende et signal til Iran. For hvis man ikke gør noget i Syrien, er der risiko for, at andre regimer kan fortsætte deres våbenprogrammer - uanset om det er kemiske våben eller atomvåben,« siger han.

En syrisk hjemmeside, der er tilhænger af regimet, har opfordret indbyggerne i hovedstaden Damaskus til at fejre Assad og vise deres opbakning ved at deltage i en bilkonvoj i Mazzeh-distriktet. Men det er ikke alle, der benytter despotens fødselsdag til at fejre ham.

En ny rapport fra en særlig FN-enhed er dyster læsning, for den slår fast, at begge parter i den langvarige konflikt i Syrien har grusomme krigsforbrydelser på samvittigheden.

Af rapporten fremgår det, at de syriske regeringsstyrker har bombet hospitaler og begået massakrer mod civile samt andre krigsforbrydelser under angreb, hvor de forsøgte at genvinde kontrollen over områder kontrolleret af oprørerne.

Oprørsgrupperne har til gengæld svaret igen på styrets aggressioner ved at henrette, tage gidsler og beskyde områder beboet af civile, fremgår det af rapporten, der dækker perioden 15. maj til 15. juli i år.

»De ansvarlige for volden og forbrydelserne på begge sider handler imod folkeretten. De frygter ikke at blive stillet til ansvar. Det er afgørende, at de bliver stillet for en dommer,« siger lederen af FNs undersøgelseskommission, Paulo Pinheiro, ifølge Reuters.

Den uafhængige ekspertgruppe er ikke kommet frem til nogen konklusion om, hvorvidt der er blevet anvendt giftgas under et angreb på en række forstæder til Damaskus 21. august. Men den afgørelse kan meget vel falde i en FN-rapport i næste uge, oplyser Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn til den tyske radiostation Deutschlandfunk.

»Ifølge mine oplysninger kommer inspektørernes rapport i næste uge,« siger han.

Luxembourg er et af de ti lande, som i øjeblikket er midlertidigt medlem af FNs Sikkerhedsråd.

Dagens Gossip

Dagens TV