Begraves i dag: Se Malenes smukke og rørende farvel til sin Anders

Musikeren Anders Dietz fra Tisvildeleje var en særdeles afholdt og elsket mand, og det fremgår tydeligt af de mange, mange beskeder, der de seneste dage er strømmet ind på Facebook.

Anders døde forleden af sygdom, og i dag bliver han bisat i Frederiksberg Kirke.

Mange hundrede brugere på Facebook har sendt en hilsen og støttende ord i forbindelse med dødsfaldet.

Og også Anders' hustru Malene har skrevet en smuk og rørende afsked med sin mand.

- Selvom vores hjerter fandt sammen da jeg kun var 21 år, blev vores tid på jorden sammen alligevel alt alt for kort. Men vi nåede at indfri så mange drømme, skabe to vidunderlige børn, og jeg ved, han tog herfra som et lykkeligt og fredfyldt menneske

- Nu har min ubetingede kærlighed til jordens mest betagende, musikalske og smukke væsen intet hjem, og en ubærlig sorg fylder mit hjerte.

- Men midt i alt mørket og millioner af tårer grædt har jeg været omgivet af så meget kærlighed og omsorg fra venner og familie, at der dybt inde er tændt et lille håb om, at lyset en dag igen vender tilbage i min sjæl.

- Ære være hans minde, skriver Malene Dietz, og den sidste hilsen er via Facebook nået vidt og bredt ud i Danmark.

Anders Dietz ville netop i dag være fyldt 45 år.

Dagens Gossip