Bekræftet: Barcelona har budt på Agger

Liverpool har modtaget et millionbud på Daniel Agger fra FC Barcelona, men den engelske Premier League-klub har afvist spanierne i første omgang.

Det fortæller Daniel Aggers agent, Per Steffensen, som samtidig indikerer, at Barcelona skal byde flere millioner for den danske landsholdsspiller, hvis der skal ske noget.

- Vi er klar over, at Barcelona har givet et bud på Daniel, som Liverpool har afvist.

- Daniel har en kontrakt med Liverpool i de næste tre år, så det er op til klubberne at blive enige om en transfersum, hvis der skal laves om på det, siger Per Steffensen til den engelske avis The Guardian.

Ifølge avisen sagde Liverpool nej tak til at modtage 17 millioner euro (127 millioner kroner) så sent som i sidste uge.

Klubben har lige udnævnt Daniel Agger som ny viceanfører, efter at klubikonet Jamie Carragher har indstillet karrieren. Midtbanespilleren Steven Gerrard er fortsat anfører.

Liverpool-manager Brendan Rodgers valgte Daniel Agger som viceanfører umiddelbart efter buddet fra Barcelona - som et forsøg på at holde på danskeren, gættes der på i engelske medier.

Det ventes, at Barcelona vil komme med et højere bud på Daniel Agger, inden der kan ske en ny udvikling i sagen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV