Bekræftet: Horsens bliver speedway-vært

Skrevet af admin

26/08/2014

Dagens topnyheder

Verdens bedste speedway-kørere skal næste år til Horsens.

Fodboldklubben AC Horsens, som står bag AC Horsens Event ApS, bekræfter tirsdag, at den har lavet aftale med arrangørerne af grandprix-serien.

Aftalen betyder, at Horsens bliver speedway-by foreløbig frem til og med 2017. I 2015 er grandprixet allerede lagt fast til den 8. august.

- Det er virkelig spændende for FIM Speedway grandprix-serien, at vi nu tilføjer et nyt stadion og en ny by til vores løbskalender. Casa Arena Horsens, der har plads til 12.500 tilskuere, er et perfekt stadion ti speedway, og vi glæder os rigtigt mere, siger Paul Bellamy, som er direktør i BSI Speedway, der står bag VM-serien.

Arrangøren bag speedwayserien, BSI Speedway, meddelte tidligere i år, at det var blevet for dyrt at køre i Telia Parken i København, så det er dét grandprix, Horsens overtager.

Grandprixet er ellers blevet kørt i København i 12 år.

Det har tidligere på tale, at Danmark også ville få et grandprix til Vojens, men den plan er droppet, så alle ressourcer er sat ind i Horsens.

Den tidligere danske verdensmester Ole Olsen har arrangeret en del af grandprixerne i Danmark. Han glæder sig over, at stævnet er blevet en realitet.

- Nu bliver det jo ikke i Vojens, hvor vi har kørt gennem mange år, men som så mange andre ting i vores hurtigt forandrende verden, sker der jo ændringer, og godt for det. Jeg er sikker på, at grandprixet bliver en kæmpe succes for Horsens og Danmark, siger Ole Olsen i en pressemeddelelse.

/ritzau/