Bekymret kollega: Dansk aktivist kan få fem års fængsel

Skrevet af admin

24/09/2014

Dagens topnyheder

Maryam al-Khawaja, datter af den dansk-bahrainske menneskerettighedsforkæmper Abdulhadi al-Khawaja, risikerer en længere fængselsdom.

Det frygter en af hendes kolleger Sayed Alwadaei fra Bahrains Center for Rettigheder og Demokrati.

- Hun er stadig anklaget, og hun skal møde for højesteret 1. oktober, hvilket meget vel kan betyde en hård straf. Vi er meget bekymret over hendes situation, og vi appellerer til, at alle lægger pres på Bahrain, siger Sayed Alwadaei til Ritzau.

Alwadaei frygter "en straf på op til fem års fængsel".

Maryam al-Khawaja blev anholdt og fængslet, da hun i august rejste til Bahrain for at besøge sin far, som havde indledt endnu en sultestrejke i sin fængselscelle.

Efter 19 dage i fængsel blev bahrain-danskeren for en uge siden sat på fri fod. Hun er pålagt udrejseforbud.

- Maryam blev løsladt efter massivt internationalt pres, siger Alwadaei og nævner blandt andet Norge og Danmark.

En gruppe bahrainske menneskerettighedsaktivister, som onsdag besøgte EU-Parlamentet, udtrykte samtidig skuffelse over, at ikke alle EU-lande lever op til egne standarder for menneskerettigheder.

En af dem var Nabeel Rajab, præsident for Bahrains Center for Menneskerettigheder, som Abdulhadi al-Khawaja var medstifter af og tidligere var præsident for.

- EU har tætte forbindelser til Saudi-Arabien og Bahrain. Man taler om menneskerettigheder her, men lever ikke op til dem der. Det er dobbeltmoral, og det betaler vi en høj pris for, siger Nabeel Rajab.

Aktivisterne mener, at EU og andre er bange for at skade egne forretningsforbindelser og aftaler ved at kritisere Bahrain for højlydt.

Maryam al-Khawaja blev anklaget for at have angrebet en politibetjent i lufthavnen i Bahrain, da hun ankom fra Danmark i august.

Efter fængslingen gik hun i sultestrejke for at få lov til at se sin far, og det havde effekt. Faderen sluttede selv en sultestrejke tirsdag.

Familien Khawaja boede 12 år i Danmark, men vendte i 2001 tilbage til Bahrain. En halv snes år efter var Abdulhadi al-Khawaja med til at arrangere demonstrationer for politisk frihed i kongedømmet, men blev anholdt og fik en fængselsdom på livstid.

/ritzau/