Bekymret ombudsmand: Offentligt ansatte tør ikke tale frit

Skrevet af admin

01/07/2016

Dagens topnyheder

Det er "meget kritisabelt" og et alvorligt angreb på ytringsfriheden, at forsvarschef Peter Bartram for nylig truede sine ansatte med fyringer, hvis de udtrykte sig illoyalt om Forsvaret på sociale medier.

Sådan lød kritikken i tirsdags fra Folketingets Ombudsmand.

Nu viser en ny opgørelse, som Ombudsmanden har udarbejdet på Politikens anmodning, at ombudsmand Jørgen Steen Sørensen på dette område har modtaget og kritiseret flere sager på de seneste to år end de foregående fire år tilsammen.

- Vi ser usædvanlig mange sager om det her spørgsmål i øjeblikket, og de peger i retning af et generelt problem, siger han til Politiken.

I 2014 og 2015 modtog Ombudsmanden i alt 29 sager om offentligt ansattes ytringsfrihed, hvor fire blev afsluttet med kritik, på samme måde som det skete i sagen om forsvarschefens fyringstrusler.

De foregående fire år, fra 2010 til 2013, havde Ombudsmanden tilsammen 28 sager, hvoraf der blev givet kritik i tre af dem.

Selv om talmaterialet ikke er omfattende, er ombudsmanden bekymret over det stigende antal sager.

- Nogle gange går sager galt, fordi det er svært at gennemskue, hvad der gælder af regler på området, siger Jørgen Steen Sørensen.

- Lige på det her område er reglerne krystalklare, så det kan ikke være det, der er forklaringen på, at vi bliver ved med at se sager, hvor ledere ikke respekterer reglerne. Selvfølgelig giver det anledning til bekymring.

Kritik er Ombudsmandens skrappeste sanktion. Dertil kommer, at en del af sagerne afvises, alene fordi de er anonyme eller forældede.

Politiken har tidligere beskrevet, hvordan stadig flere offentligt ansatte klapper i om kritisable forhold af frygt for at miste jobbet eller blive lagt for had af kolleger og chefer.

Når ombudsmanden nu slår alarm, bør det få politikerne til at handle, mener både fagforbundet Djøf og FTF, som er hovedorganisation for 450.000 offentligt og private ansatte.

- Politikerne bør se at få ændret lovgivningen, så medarbejdere i det offentlige får en tiltrængt beskyttelse i disse sager, så man ikke risikerer fyring, degradering eller noget andet ubehageligt, fordi arbejdsgiveren ikke bryder sig om det, der bliver sagt, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey til Politiken.

/ritzau/