Belgien bekræfter at brødre udførte selvmordsangreb

Skrevet af admin

23/03/2016

Dagens topnyheder

Belgiske myndigheder bekræfter, at brødrene Ibrahim og Khalid El Bakraoui udførte selvmordsangreb i Bruxelles. En tredje gerningsmand er fortsat på fri fod.

På et pressemøde oplyser Belgiens føderale chefanklager, Frederic Van Leeuw, at det officielle dødstal efter tirsdagens angreb i Bruxelles er 31, mens 270 er såret.

Omkring 20 af dødsofrene var på metrostationen Maalbeek nær de europæiske institutioner.

Ifølge den føderale anklager stod Khalid El Bakraoui bag angrebet i et metrotog ved metrostationen Maelbeek i Bruxelles tirsdag, mens hans bror, Ibrahim, var en af selvmordsbomberne i Zaventem-lufthavnen.

To mænd, der er blevet optaget på lufthavnens overvågningskameraer sammen med Ibrahim, er ikke blevet identificeret.

Politiet har fundet et afskedsbrev på Ibrahim El Bakraouis computer, som blev fundet i en skraldespand i lufthavnen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, står der blandt andet i brevet.

/ritzau/Reuters