Belgien fyrer Wilmots som landstræner efter EM-flop

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Belgien har fredag eftermiddag fyret fodboldlandstræner Marc Wilmots, efter at de belgiske stjernespillere skuffende røg ud til Wales ved EM.

Det endte med et belgisk nederlag på 1-3 i kvartfinalen ved EM-slutrunden i Frankrig.

Og det blev for meget for ledelsen i Det Belgiske Fodboldforbund, KVBV, hvor præsident Francois De Keersmaecker havde forventet et bedre resultat.

- Målsætningen ved EM blev ikke opfyldt. Vi har brug for et nyt momentum, siger Francois De Keersmaecker på et pressemøde ifølge Reuters.

Nu leder Belgien efter en ny landstræner med international erfaring til at tage over inden den næste venskabskamp mod Spanien 1. september og den kommende VM-kvalifikation frem mod slutrunden i Rusland i 2018.

Francois De Keersmaecker takkede Wilmots for indsatsen i de seneste fire år. Præsidenten fortalte også, at Wilmots har fået en kompensation, da der var en klausul i kontrakten, hvis han blev fyret som landstræner før tid.

47-årige Wilmots førte også Belgien frem til kvartfinalen ved VM i Brasilien i 2014, og belgierne toppede længe Fifas verdensrangliste i fodbold.

Belgien stillede op med store profiler som Chelsea-stjernerne Eden Hazard og Thibaut Courtois samt Manchester City-duoen Vincent Kompany og Kevin De Bruyne. Men stjernerne fik ikke spillet til at køre ved EM.

/ritzau/