Belgien hæver terroralarm i hele landet efter Paris-angreb

Skrevet af admin

17/11/2015

Mest læste i dag

Truslen om terror er så høj i Belgien, at myndighederne har hævet alarmberedskabet for hele landet til næstøverste niveau i kølvandet på weekendens angreb i Paris.

Risikoen for et angreb på belgisk grund regnes for "mulig og sandsynlig" ifølge l'Ocam, som er den belgiske myndighed med ansvar for trusselsvurderinger.

Flere af de formodede gerningsmænd fra angrebene i Paris, hvor 129 mennesker blev dræbt, havde forbindelse til Belgien, og nogle af dem havde adresse i en bydel i Bruxelles.

Belgien har fire niveauer på alarmskalaen. Det højeste kommer i spil, når risikoen for et angreb vurderes at være "alvorlig og overhængende".

Beslutningen om at hæve alarmberedskabet er sket kort inden et fodboldopgør mellem Belgien og Spanien i Bruxelles. Kampen skulle være spillet tirsdag aften.

Det belgiske fodboldforbund og myndighederne besluttede imidlertid sent mandag at aflyse kampen efter anbefaling fra l'Ocam.

Den belgiske avis Le Soir bringer en læsermåling om, hvorvidt kampen burde spilles eller aflyses.

Lidt over en tredjedel af avisens læsere havde tirsdag formiddag stemt for, at man sløjfede kampen - hvilket altså også er sket.

Fodboldkampen har været omdiskuteret i Belgien siden angrebet i Paris, hvor netop Stade de France var et af flere steder, der blev angrebet.

Tre personer detonerede deres bombebælter uden for det franske stadion under landskampen mellem Frankrig og Tyskland. Her blev en person - ud over de tre gerningsmænd - dræbt.

Belgiske myndigheder hævede lørdag trusselsniveauet til tre i kølvandet på flere anholdelser i bydelen Molenbeek, men det var kun gældende for sports- og kulturarrangementer.

Den seneste beslutning udvider denne vurdering til at dække hele landet.

Der er tirsdag ekstra sikkerhed ved EU-institutionerne i det indre Bruxelles.

/ritzau/