Belgien kæmper for sit omdømme en måned efter angrebene

Skrevet af admin

25/04/2016

Dagens topnyheder

Ja, der er da sket fejl, men Belgiens politi og efterretningsvæsen gør et virkelig flot arbejde med at bekæmpe terror og optrevle de netværk, der støtter terroristerne.

Det er budskabet fra to belgiske ministre, der efter terrorangrebet i Bruxelles for en måned siden kæmper for Belgiens omdømme under en høring i Europaparlamentet, hvor de bliver udspurgt om kampen mod terror.

- I de seneste måneder er der dukket et billede op i internationale medier af en fuldstændig utilstrækkelig og svag belgisk reaktion på den voksende trussel, siger den belgiske justitsminister, Koen Geens.

- Det billede har ikke bare skadet landet. Det er også en fornærmelse mod de mange mennesker, der på alle niveauer beskæftiger sig med det her arbejde, siger han mandag under høringen i parlamentets borgerrettighedsudvalg i Bruxelles.

Belgiens indenrigsminister, Jan Jambon, siger, at der er fuld fart på efterforskningen af terrorangrebene 22. marts, hvor 32 mennesker blev dræbt af selvmordsbombere i lufthavnen og metroen, og på arbejdet med at forhindre nye angreb.

- Vi gør virkelig alt, hvad vi kan, for at opretholde sikkerheden i vores hovedstad og i resten af Belgien, siger han.

De to ministre understreger, at Belgien har udvekslet oplysninger til Europol om 611 fremmedkrigere, der kan udgøre en terrortrussel, og som myndighederne kender til, og de har udvekslet oplysninger om, hvem der rekrutterer terrorister, og hvem der finansierer dem.

- Ingen kan sige, at Belgien har vendt det blinde øje til fremmedkrigere. Belgiske tjenester og ministre var blandt de første, der slog alarm i Europa, siger Koen Geens.

De belgiske myndigheder har nu optrappet kampen mod terror yderligere med mere mandskab og flere penge.

I øjeblikket fokuserer de indsatsen på den belastede indvandrerkommune Molenbeek, der har udklækket flere terrorister, og på syv andre områder i Bruxelles.

EU-landene har efter mange års uenighed netop besluttet at indføre en europæisk database - et såkaldt PNR-register - med navn, fødselsdato, pasnummer, kreditkortinformation og oplysninger om bagage og medrejsende på flypassagerer.

- Men når vi slår hårdt ned på luftfart, vil de finde andre måder at rejse på. Vi må lede over det hele, siger Jan Jambon.

Derfor vil Belgien selv indføre et tilsvarende PNR-register over passagerer på internationale toge, busser og skibe.

Hele metrosystemet i Bruxelles kører nu normalt igen, efter at den bomberamte station Maelbeek er genåbnet mandag.

Den ligeledes bomberamte Zaventem-lufthavn er delvist åben igen, men forventer at være oppe på fuld drift til juni.

/ritzau/