Belgien stempler ind ved EM med flot sejr over Irland

Skrevet af admin

18/06/2016

Mest læste i dag

Der var mange, som havde dømt Belgien ude ved EM efter en skidt åbningskamp mod Italien.

Men lørdag eftermiddag viste belgierne, hvorfor de er betragtet som outsidere til at kunne vinde EM. Belgien besejrede Irland i gruppe E med hele 3-0.

Det var en lige så overbevisende sejr, som Spanien leverede fredag aften mod Tyrkiet. Den kamp endte med de samme cifre.

Den belgiske angriber Romelu Lukaku, som spillede en dårlig kamp i 0-2-nederlaget til Italien, bankede to mål ind mod Irland. Axel Witsel scorede et enkelt.

I første halvleg var Irland ellers godt med i kampen, og belgierne havde stadig lidt problemer med at få spillet til at køre.

Det blev til enkelte belgiske chancer, men uden at der kom hul på målbylden. Men Irland var bestemt heller ikke farlige i den anden ende.

Belgien rejste sig for alvor ved dette EM i anden halvleg, hvor flere af stjernerne pludselig begyndte at sprudle og udfolde potentialet.

Kevin de Bruyne fandt Lukaku til 1-0-scoringen efter 47 minutter. Lukaku brændte en tilsvarende chance mod Italien, men denne gang sad skuddet sikkert ude ved stolpen.

Den belgiske midtbanespiller Axel Witsel fordoblede føringen efter en time med et hovedstød, som den irske keeper Darren Randolph burde have gjort mere ved.

Ti minutter senere øgede Lukaku til 3-0, og denne gang var det Chelsea-stjernen Eden Hazard, som var arkitekten.

Hazard havde tilmed overskud og tid til at drøne uden om den ene linjevogter, inden han lagde bolden fladt ind til endnu en sikker Lukaku-scoring.

Der var også lidt malurt i bægeret for Belgien, som under kampen skiftede både Mousa Dembele og Yannick Carrasco ud med mindre skader. Begge kunne selv gå fra banen og ud på bænken.

Belgien har med sejren tre point efter to kampe og møder i den sidste kamp Sverige, som står med blot et point efter to kampe.

Italien har seks point og er sikker på at gå videre inden holdets kamp mod Irland, der kan håbe, at italienerne stiller op med et reservehold. Irland har ligesom Sverige et enkelt point.

/ritzau/