Belgisk anklager: Flere anholdt i Bruxelles-sag

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Mohamed Abrini, der er mistænkt for at være involveret i terrorangrebet i Paris i november, er anholdt i Bruxelles.

Det rapporterer de belgiske tv-stationer VRT og RTBF. Det er ifølge nyhedsbureauet AFP bekræftet af en kilde ved politiet.

Den belgiske statsanklager skriver i en kort meddelelse blot, at der er foretaget flere anholdelser i forbindelse med sidste måneds angreb i Bruxelles, men sætter ikke navn på de anholdte, skriver Reuters.

Anklageren nævner heller ikke, om der blandt de anholdte er folk, der er eftersøgt for Paris-angrebene.

Ifølge VRT kan Mohamed Abrini være "manden med hatten", der på overvågningsbilleder fra Zaventem-lufthavnen i Bruxelles 22. marts går side om side med Ibrahim El Bakraoui og Najim Laachraoui.

Belgisk politi har udpeget de to som de selvmordsbombere, der dræbte mindst 15 personer i lufthavnen.

På nuværende tidspunkt vil anklagemyndigheden imidlertid ikke oplyse meget mere i sagen, skriver den belgiske avis L'Echo.

Fredag klokken 21.30 vil anklagemyndigheden holde pressekonference, meddeler den ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samtidig er Belgiens nationale sikkerhedsråd samlet til møde fredag aften klokken 20, skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Rådet består af premierminister Charles Michel, chefer inden for det belgiske politi og efterretningsvæsen samt for den enhed, som foretager trusselsanalyser.

Anklagemyndigheden har endnu ikke oplyst, hvor og hvornår anholdelserne har fundet sted. VRT skriver på sin hjemmeside, at anholdelsen af Mohamed Abrini fandt sted i Bruxelles-bydelen Anderlecht.

Ifølge tv-stationens oplysninger er en person, der er identificeret som Osama K., ligeledes anholdt.

Den 31-årige belgisk-marokkaner Mohamed Abrini har været på listen over Europas mest eftersøgte, siden han blev set på et overvågningskamera sammen med Salah Abdeslam to dage inden angrebene i den franske hovedstad 13. november sidste år.

Belgiske myndigheder udsendte 24. november en international arrestordre på Abrini og betegnede ham som "farlig og formentlig bevæbnet".

Abdeslam er en af de mistænkte hovedmænd til Paris-angrebet. Han blev anholdt i Bruxelles i midten af marts - fire dage inden selvmordsbombere slog til mod den belgiske hovedstad.

Den franske anklagemyndighed arbejder på at få Abdeslam udleveret til retsforfølgelse i Frankrig.

Ifølge en anden belgisk tv-station, RTBF, skal yderligere en mistænkt være anholdt. Det kan dreje sig om den person, der er set sammen med Khalid El Bakraoui på metrostationen Pétillon i Bruxelles, rapporterer RTBF.

Khalid El Bakraoui sprængte sig selv i luften på metrostationen Maalbeek godt en time efter bombesprængningen i Zaventem-lufthavnen.

/ritzau/Reuters