Belgisk cykelhelt bytter Cavendish ud med dansk mukkert

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Michael Mørkøv og Iljo Keisse har fået en forrygende start på seksdagesløbet i Gent, hvor det dansk-belgiske par godt nok på tredjedagen - i hvert fald midlertidigt - måtte vige førstepladsen for et par forvoksede teenagere.

Keisse, som sidste år kørte med Mark Cavendish, er ikke ked af at have byttet den britiske verdensstjerne ud med den erfarne dansker fra Tinkoff-Saxo.

- Det er en fornøjelse at køre med Michael, for han er yderst motiveret. Han er utrolig stærk og en dygtig taktiker, siger Iljo Keisse til Ritzau.

Den 32-årige belgier fra Etixx-Quick-Step kalder Mørkøv en "mukkert".

- Vi slår alle konkurrenterne ud som en mukkert, og min mukkert er i virkeligheden Michael Mørkøv. Han er så stærk og kraftfuld som en hammer, siger Keisse.

Mens Keisse har vundet løbet fire gange tidligere med forskellige makkere, har Mørkøv vundet det en enkelt gang - i 2009 - med sin makker gennem mange år Alex Rasmussen.

- På sin vis er samarbejdet meget simpelt, for vi har den samme tilgang til det, og derfor fungerer vi virkelig godt sammen.

Tidligt tirsdag aften mistede Mørkøv og Keisse føringen til det belgiske par Kenny De Ketele og Gijs Van Hoecke, og sidst på natten var det Jasper De Buyst og Otto Vergaerde, som tog topplaceringen.

- Vi tabte en omgang i det åndssvage pointløb, men vi behøver heller ikke at føre alle seks dage, for det vil bare give mere pres på os, siger Iljo Keisse.

Belgieren har en stribe sejre i seksdagesløb, men ligesom Mørkøv har han også fået et gennembrud på landevejen. I år vandt han sin største sejr hidtil med en etapesejr i Giro d'Italia.

Seksdagesløbet i Gent har stadig en særlig plads i hans hjerte.

- Jeg bor her. Så dette løb betyder meget for mig. Landevejen er mit fokus, men jeg er altid glad for at køre her ved seksdagesløbet, og med dette publikum er det fremragende. Jeg er glad for at være her, siger Iljo Keisse.

Ud over Mørkøv er der tre andre danskere med i løbet. Alex Rasmussen danner par med Marc Hester, som i øvrigt tidligere har vundet seksdagesløbet i Ballerup med Iljo Keisse.

Også Michael Mørkøvs lillebror Jesper Mørkøv er med. Han kører med hollænderen Nick Stöpler.

/ritzau/