Belgisk EU-sikkerhedsvagt blandt fem dræbte i Mali

Skrevet af admin

07/03/2015

Mest læste i dag

En af de fem, der blev dræbt ved et skudangreb fredag aften på en natklub i Malis hovedstad, Bamako, var en belgier, der arbejdede som sikkerhedsvagt for EU's kontor i byen.

Det oplyser den belgiske udenrigsminister, Didier Reynders, og EU's udenrigschef, Federica Mogherini, lørdag ved afslutningen af EU's uformelle udenrigsministermøde i Riga i Letland.

Begge siger, at alt tyder på, at der er tale om et terrorangreb.

De øvrige dræbte er en fransk ingeniør og tre maliere, hvoraf en af flere kilder opgives til at være en pige.

Udenrigschef Mogherini, den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, og EU-præsident Donald Tusk giver udtryk for, at angrebet styrker deres allerede faste beslutning om at bekæmpe terrorisme i alle dens former.

- Den Europæiske Union vil ikke lade sig skræmme af terrorisme, hverken hjemme eller ude. Vi vil holde fast i vores stærke opbakning til Mali og dets folk i deres indsats for at genskabe fred, sikkerhed og en fungerende retsstat, hedder det i en erklæring fra Tusk.

- Danmark står sammen med andre internationale partnere i at støtte den maliske regering i snarest muligt at opklare dette modbydelige angreb, lyder det også fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der fordømmer angrebet på det skarpeste.

Nyhedsbureauet Reuters citerer maliske sikkerhedskilder for oplysningen om, at to er anholdt efter angrebet på natklubben La Terrasse.

Klubben er populær blandt udlændinge i Bamako, der ligger i den sydlige del af Mali, hvor der længe har været relativt fredeligt, mens der er udbredt politisk vold i den nordlige del af landet.

Franske styrker fravristede for to år siden kontrollen over det nordlige Mali fra separatistiske islamister med forbindelse til al-Qaeda, men oprørerne har siden fortsat deres angreb i den tidligere franske koloni.

Franske styrker oprustede indsatsen mod oprørerne for to år siden, men oprørerne fortsætter med at lancere angreb. Frankrig har flere end 3000 soldater i Vestafrika for at bekæmpe militante, der har tilknytning til al-Qaeda.

Det bliver den danske generalmajor Michael Anker Lollesgaard, der skal være ny styrkechef for FN's fredsbevarende mission i Mali, Minusma, har FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, meddelt.

Ifølge Udenrigsministeriet har Danmark i øjeblikket 13 mand i Minusma.

/ritzau/