Belgisk politi og militær havde sexorgie, mens terrorister var løs i Bruxelles

Skrevet af Jesper Larsen

30/12/2015

Dagens topnyheder

Belgisk politi og militær havde angiveligt et sexorgie i Bruxelles, mens der foregik en intens jagt på formodede terrorister i byen.

Den mærkværdige sag bliver nu undersøgt af de belgiske myndigheder, efter to af Belgiens største aviser, La Dernière Heure og De Standaard, har skrevet om hændelsen. 

Otte soldater og to kvindelige politifolk skulle have deltaget i sexorgiet, der angiveligt skete på en politistation i bydelen Ganshoren, der ligger lige nord for Molenbeek, hvor der samtidig foregik en intens menneskejagt på flere personer i forbindelse med terrorangrebet i Paris den 13. november. 

Politistationen i Ganshoren var blevet indrettet som en midlertidig kaserne, efter myndighederne havde hævet niveauet for terrortrussel til kategori 4, hvilket er det højeste i Belgien. 

Der boede omkring 15-20 soldater på stationen, mens menneskejagten stod på.

Da aviserne kontaktede politiledelsen for at konfrontere dem med oplysningerne, lød svaret, at de ikke havde hørt om det, men at der nu vil blive indledt en intern undersøgelse af sagen.