Belgisk storhold beholder verdensmester og får nyt navn

For de fleste hold går hviledagene i Tour de France med restitution, massage og hvile. Og et kig på taktikken for de kommende dage.

Men det belgiske storhold Omega Pharma-Quick-Step benyttede årets anden hviledag til at invitere på champagne og pomfritter i bjergene, for holdet havde flere ting at fejre.

Først og fremmest at holdets eksistens er sikret frem til 2017, idet man har fundet en ny hovedsponsor. Det betyder, at holdet fra årsskiftet skifter navn til Etixx-Quick-Step.

Etixx handler med kosttilskud til sportsfolk.

Og holdet havde flere gode nyheder.

Det er lykkedes at forlænge kontrakten med verdensmesteren i enkeltstart, Tony Martin.

Tyskeren, der også vandt 9. etape i årets Tour, har skrevet under på en kontrakt, der gælder for 2015 og 2016. Dermed bliver han på holdet, som han har været en del af siden starten af 2012.

- Man skal aldrig forlade et vinderhold. De sidste tre år har været fantastiske for mig.

- Gennem både gode og dårlige tider har det alt i alt været fantastisk, og hele holdet har støttet mig. Det er jeg taknemmelig for, siger Tony Martin.

Tyskeren drømmer om at vinde OL-guld i Rio i 2016. Og han har tilsyneladende fået afstemt med holdledelsen, at han også får tid til og mulighed for at forberede sig optimalt op til legene i Brasilien om to år.

- Jeg ved, at holdet også vil støtte mig de næste to sæsoner med henblik på blandt andet Tour de France og OL i 2016.

- Jer har ikke set nogen grund til at skifte hold, siger Tony Martin.

Årets Tour de France fortsætter tirsdag, hvor rytterne skal ud på årets længste etape, der leder feltet ind i Pyrenæerne.

/ritzau/

Dagens Gossip