Belgiske perlemål giver Napoli-sejr

Skrevet af admin

06/01/2014

Dagens topnyheder

Det ligner mere og mere et nyt italiensk mesterskab til Juventus, efter at "den gamle dame" søndag aften besejrede Roma 3-0 i topopgøret i Serie A.

Dermed ligger Juventus otte point foran Roma på andenpladsen. Herefter følger Napoli, der gør sit for at hænge på i topstriden.

På det atypiske spilletidspunkt mandag middag vandt syditalienerne 2-0 på hjemmebane over Sampdoria.

Sidstnævnte holdt stand i første halvleg, men så tog Napolis belgiske angriber, Dries Mertens, affære.

Først helflugtede han et indlæg fra Gonzalo Higuain ind til 1-0 efter 53 minutter, og ni minutter senere sparkede han et frispark direkte i mål til 2-0. To fremragende aktioner af den 26-årige belgier.

Det kunne Sampdoria ikke svare tilbage på, og Napoli ligger med sejren alene på tredjepladsen med 10 point op til Juventus.

Sampdoria, hvis danske spiller, Simon Poulsen, sad på bænken i hele opgøret, ligger på 15. pladsen med fire point til nedrykningsstregen inden den resterende del af mandagsprogrammet i Serie A.

/ritzau/