Belønning for at pendle er vokset

I enkelte tilfælde har prisudviklingen bevirket, at forskellen på husprisen i den store by og i den mindre pendlerkommune er fordoblet, viser tallene.

»Det har overrasket mig, at forskellene er så store. Og det er også overraskende, at boligmarkedet i områder så tæt på København stadig er så presset,« siger adm. direktør Karsten Beltoft i Realkreditforeningen. som har udarbejdet tallene.

Karsten Beltoft konstaterer dermed samtidig, at de millionstore prisforskelle ikke ændrer på, at befolkningen søger mod de store byer og dermed svækker prisudviklingen i de mindre byer.

»Forskellene er ikke så store, at folk går efter de billigere områder, og det har nok noget at gøre med, at prisniveauet i København stadig er så lavt, at folk har råd til at købe - at det er et alternativ for mange mennesker at bosætte sig i København,« siger han.

Gevinsten afhænger af smertegrænsen for en pendler og den tid, vedkommende kan bruge i tog eller bil på at komme på arbejde. Men i de yderste kommuner på Sjælland med en tur på omkring 100 kilometer på arbejde kan der spares omkring 2,5 millioner kroner på huskøbet.

Den gevinst skal selvfølgelige fratrækkes udgiften til at pendle på arbejde, som igen afhænger af transportmiddel, mulighed for hjemmearbejde, størrelsen på transportfradraget - som igen afhænger af, om der er tale om en udkantskommune med forhøjet fradrag.

Men i den anden ende af pendlerdistancerne kan man med en afstand på under 10 kilometer fra København spare trekvart million kroner på købet af den gennemsnitlige villa, viser tallene.

Privatøkonom Las Olsen har også tidligere analyseret økonomien for pendlere, og han påpeger, at der er store forskelle på huspriserne i pendlerkommunerne.

»Der er stor forskel på, om huset f. eks. ligger lige ved siden af eller langt fra togstationen. Det ligner en kæmpebesparelse, men det afhænger af mange ting, og man kan f. eks. også medregne den tid, der bruges på at pendle og som kunne være brugt til at tjene penge,« siger Las OlsenI 2007 kostede et parcelhus i København i gennemsnit 3,8 millioner kroner. I dag koster det samme hus 3,4 millioner kroner - altså et prisfald på 400.000 kroner. Men priserne er faldet endnu mere uden for København, og jo længere ud på Sjælland, man bevæger sig, jo mere fastfrosset er boligmarkedet - med lave boligpriser til følge.

Prisforskellen er siden 2007 steget mest for kommunerne med mellemlang afstand - 30 til 50 kilometer - fra København, som er blandt de største pendlerkommuner. Og ifølge Karsten Beltoft koster det stort set de samme at holde bil nu, som det gjorde i 2007.

Den billigste af de små biler på markedet målt på totale omkostninger er en Seat Mii, som ifølge analysevirksomheden Bilpriser.dk koster 1,24 kr. per kilometer over en periode på fire år.

Skats kørselsfradag til et job, der ligger mere end 24 kilometer væk, er på 2,13 kr. pr. kilometer op til 120 kilometer. Derover ligger fradraget på 1,07 kr. pr. kilometer, og kørsel fra visse udkantskommuner giver 2,13 kr. pr. kilometer.

I Østjylland med Aarhus som centrum er prisforskellene mellem et parcelhus i Aarhus kommune og kommunerne udenfor stort set uforandret siden 2007. Det betyder, at man i bedste fald kan købe et parcelhus 1,4 millioner kroner billigere i kommuner mellem 60 til 80 kilometer fra Danmarks næststørste by, hvor et parcelhus i dag koster 2,6 millioner kr. i gennemsnit.

Den største besparelse findes i kommunerne Hedensted, Norddjurs og Mariagerfjord. I kommuner som Odder og Randers er besparelsen på i omegnen af en million kroner.

 

Dagens Gossip