Ben Affleck indrømmer: Jeg snød og talte kort på kasino

Der går altid rygter om de store stjerner i Hollywood, og en gang imellem sker det, at rygtet faktisk taler sandt.

Det gælder for eksempel historien om, at skuespiller Ben Affleck skulle være blevet forbudt at spille blackjack på et kasino, fordi han talte kort.

- Det er en sand historie. Det skete faktisk, fortæller Ben Affleck til Details Magazine.

Den berømte skuespiller fra "Operation Argo" mener selv, at han blev bortvist fra spillet, fordi han ganske simpelt er for god.

- Da jeg endelig blev rigtig god til blackjack, bad kasinoet mig om at stoppe med at spille. Det siger noget om kasinoer, at det ligefrem er imod regler at være god til et spil, siger Ben Affleck til magasinet.

Den 42-årige superstjerne mener da heller ikke selv, han har gjort noget ulovligt. Han er kun blevet god til blackjack, fordi han besluttede sig for at øve sig.

- Jeg spiller ikke på andre ting. Men med blackjack vidste jeg, at der var en chance for, at man kan forbedre sine odds. Jeg havde det bare sådan: Hvis jeg skal gøre det, så skal jeg også prøve at gøre det rigtig godt, forklarer skuespilleren.

Men når nu kasinoet havde besluttet sig for at forbyde den berømte skuespiller at spille blackjack, er Ben Affleck i virkeligheden lidt skuffet over, at de ikke gjorde et større nummer ud af det.

Personalet smed ham ikke engang ud af kasinoet.

- Jeg ville ønske, de havde smidt mig ud, det ville være for sejt, hvis de ligesom kom og sagde: "Få ham ud her fra, han har magiske evner!".

- Desværre kom de bare hen til mig helt stilfærdigt og sagde: "Vi kan desværre ikke lade dig fortsætte med at spille blackjack, men vi har andre spil. Har du ikke lyst til at prøve kinesisk poker?", gengiver Ben Affleck.

Ben Affleck er snart aktuel i filmen "Gone Girl", som forventes af få dansk premiere i oktober.

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV