Bendt Bendtsen: Populistisk DF dæmoniserer udlændinge i EU

Det mener den konservative europaparlamentariker Bendt Bendtsen (K), der søndag er indstillet til spidskandidat til Europa-Parlamentet af den konservative partitop.

»Vi skal passe på med ikke at male Fanden på væggen. Dansk Folkepartis dæmonisering af udlændinge fra andre EU-lande og deres tale om et nyt »forbehold« på sociale ydelser er ren populisme. De kan lige så godt bare melde ud, at det, de inderst inde mener, er, at de ønsker Danmark ud af EU,« siger Bendt Bendtsen i sin tale på de Konservatives landsråd.

De Konservative på Christiansborg har peget på, at regeringen bør tage initiativ til at ændre de danske regler om retten til sociale ydelser, så det for eksempel bliver sværere for andre EU-borgere at få kontanthjælp. Og Bendt Bendtsen erklærer sig da også enig i, at der er brug for løsninger på problematikken.

»Efter en række afgørelser fra EU-domstolen i løbet af sommeren er velfærdsturisme blevet et varmt emne i flere EU-lande. Og her står det for mig lynende klart, at hvis de nationale systemer misbruges, så må se at komme misbruget til livs.,« siger han og uddyber:

»EU er ikke, og har aldrig været, en à la carte-restaurant, hvor man rager det søde til sig og frasiger sig det sure.«

Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har talt for et nyt EU-forbehold – et såkaldt socialt forbehold - der skal værne om den danske velfærdsmodel. Bendt Bendtsen mener, at partierne bør melde ud, hvad de vil sætte i stedet for EU.

»Partierne på ydrefløjene mangler i øvrigt stadig at fortælle både deres egne vælgere og os andre, hvad deres alternativ til EU er. Og det er der én god grund til, at de ikke siger noget om. De har ikke noget alternativ,« siger han og erklærer sin støtte til EU:

»Nej, EU er kommet for at blive, og EU er realpolitik - ja nærmest indenrigspolitik - hvor vi Konservative må kæmpe for vores mærkesager hver dag,« siger Bendt Bendtsen.

I talen tordnede Bendt Bendtsen også mod »middelmådige politikere«, som »har travlt med at skyde skylden for alt det onde over på EU og Bruxelles.«

Her fremhæver han blandt andet »fantasterne« fra Liberal Alliance.

»Man aner jo ikke, hvor man har dem henne,« siger han fra talerstolen, hvor han også indikerede, at politikken var bestemt af partiets sponsorer.

Dagens Gossip

Dagens TV