Bendtner-boss får straf for at rive dommer i armen

Skrevet af admin

22/04/2016

Dagens topnyheder

Wolfsburgs sportsdirektør, Klaus Allofs, må holde sig langt væk fra banen, når klubben lørdag møder Augsburg i Bundesligaen.

Det har Det Tyske Fodboldforbund, DFB, besluttet, efter at Allofs i sidste spillerunde kom i klammeri med fjerdedommeren i udekampen mod Werder Bremen.

Kort efter pausen hævede fjerdedommeren sin arm og spærrede Allofs' udsyn, hvilket fik Wolfsburg-chefen til at hive fat i dommerens udstrakte arm og trække den nedad.

Nicklas Bendtners chef blev med det samme smidt op på tribunen, hvor han kunne se de sidste 35 minutter.

Bagefter var sportsdirektøren klar over, at han havde dummet sig.

- Det var den rette beslutning.

- Han (fjerdedommeren, red.) hævede sin arm i min retning, og jeg hev den ned. Den slags gør man ikke, sagde Klaus Allofs efterfølgende til tv-stationen Sky.

Wolfsburg-chefen har desuden fået en bøde på 8000 euro svarende til 60.000 kroner for at hive i fjerdedommerens arm.

Wolfsburg tabte udekampen mod Werder Bremen med 2-3, hvilket betyder, at klubben reelt er uden chance for at slutte sæsonen i Bundesligaens top-fire, der giver adgang til Champions League til efteråret.

Klaus Allofs har flere gange udtalt sig kritisk om Nicklas Bendtner, der i øjeblikket er helt ude af Wolfsburgs trup. For godt to uger siden udtalte Allofs, at danskeren var til fare for fællesskabet i den tyske fodboldklub.

/ritzau/