Bendtner er ked af det trods fantastisk comeback

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

Efter 11 måneders fravær leverede Nicklas Bendtner et personligt forrygende comeback, da han fredag aften i Parken var få minutter fra at blive matchvinder mod Italien i VM-kvalifikationen.

Gæsterne fik dog udlignet i overtiden til slutresultat 2-2, hvilket mere eller mindre sender Danmark ud af kampen om en VM-billet, og så er Bendtners to scoringer en sølle trøst.

- Det gik fint for mig. Jeg har jo ikke spillet så meget, som jeg måske har ønsket op til kampen, men en god forberedelse, en rigtig attitude, et godt hold bag ved sig og en fantastisk træner, så virkede det, siger Arsenal-reserven.

Skader og en seks måneders tænkepause efter en spritdom har holdt Bendtner væk fra landsholdet.

Danmark runder kvalifikationen af på tirsdag i Parken mod boksebolden Malta.

- Det er vigtigt at slutte godt af foran de danske fans, det må være målet, siger Bendtner, som indikerer, at han ser frem til yderligere spilletid i den kamp.

Spørgsmål: Men du har jo karantæne til kampen, har du ikke? Du fik jo dit andet gule kort mod italienerne.

- Karantæne? Har jeg karantæne? Nå, det vidste jeg ikke, det var jeg ikke klar over, siger en undrende Bendtner.

Glæden var så stor hos Bendtner, da han 10 minutter før tid headede Danmark foran 2-1.

Han smed trøjen og fik gult, hvilket udløser karantænen til tirsdagens nu ret ligegyldige sidste VM-kvalifikationskamp.

/ritzau/