Bendtner: Et hattrick på landsholdet er specielt

Skrevet af admin

26/03/2015

Mest læste i dag

Nicklas Bendtner var en ombejlet herre, da angriberen mødte pressen efter 3-2-sejren over USA.

Med tre mål i onsdagens testkamp i Aarhus var Bendtner hovedårsagen til sejren, og han var da også stolt over præstationen.

- Det er altid specielt, når man ikke har lavet hattrick på landsholdet før. Det har altid været en ting, jeg gerne ville opnå.

- Det er en personlig ting for mig at få lavet et hattrick i den rød-hvide trøje. Det er noget, jeg altid vil huske. Og det kan jeg altid tage med videre, siger Bendtner.

Olsen har tidligere kritiseret Bendtner for at være i for dårlig form, men det er vendt på hovedet nu.

- Jeg er der, hvor jeg skal være lige nu. Jeg kan ikke andet end give Morten ret. Jeg har spillet nogle landskampe, hvor jeg ikke har været i 100 procent form, og hvor jeg ikke kunne løbe i 90 minutter.

- Det har været på grund af manglende spilletid og skader. Men nu har jeg trænet i fire-fem måneder, så alt er, som det skal være. Nu skal jeg bare spille hver gang, så er der ingen problemer, siger Bendtner.

I Wolfsburg har Bendtner stået i skyggen af den hollandske angriber Bas Dost, som har scoret masser af mål, mens danskeren har siddet på bænken.

Alligevel har Bendtner ikke brokket sig højlydt i pressen, men i stedet knoklet på for at ændre situationen. Det vil han blive ved med.

- Jeg tror ikke på, at det hjælper noget at gå ud og snakke om alt muligt, som egentlig er ligegyldigt. Det eneste, det kan skabe, er en krig.

- Hvis en mand scorer 13 mål i få kampe, så forventer han at spille næste kamp. Hvis det havde været mig selv, så havde jeg regnet med det samme. Så det har været fuldt fortjent, siger Bendtner om holdkammeraten Bas Dost.

- Men jeg føler, at pilen har peget i den rigtige retning i lang tid, lyder det fra Bendtner, som på det seneste er kommet tættere på holdet.

- Nu kender jeg ikke mekanismerne i klubben, så jeg ved, hvad der sker i klubben til næste kamp. Men det har været dejligt at score mod Inter og få fuld spilletid mod Mainz.

Bendtner og Danmark skal søndag aften i aktion igen, hvor Frankrig er modstanderen i endnu en testkamp.

/ritzau/