Bendtner får fuld spilletid igen og taber

Skiftet til Wolfsburg handlede i høj grad om at få gang i karrieren igen for Nicklas Bendtner, og både han og landstræner Morten Olsen drømte om spilletid til den lange angriber i Folkevogns-klubben.

Og det får han.

Søndag spillede han 90 minutter i 4-1-sejren over Bayer Leverkusen, og onsdag var der igen fuld spilletid til danskeren, da Wolfsburg tabte 0-1 ude til Hertha Berlin.

Bendtner har stadig ikke fået bolden i nettet for sin nye tyske klub, men fuld spilletid to gange på fire dage tyder på, at trænerstaben i Wolfsburg er tilfreds med Bendtners indsats i klubben og har tiltro til, at deres danske frontfigur snart får gang i målscoringen.

Leverkusen vandt 1-0 over Augsburg onsdag og kravler dermed op på andenpladsen efter topholdet Bayern München.

Leon Andreasen fik fuld spilletid for Hannover 96, der vandt 1-0 over Köln og er treer i Bundesligaen - blot et point efter Bayern.

Det forventede tophold Dortmund lider. I weekenden tabte holdet til Mainz, og onsdag måtte Dortmund hjemme nøjes med 2-2 mod bundholdet Stuttgart.

Stuttgart førte faktisk 2-0 med 20 minutter igen, men Dortmund fik udlignet og var i slutfasen tæt på at nappe alle tre point.

Stuttgart fyrede tidligere onsdag sportsdirektør Fredi Bobic. Mærkelig timing af en fyring, der blev begrundet med fire års dårlige resultater, men længe så det ud til at spillerne skulle kvittere med sæsonens første ligasejr.

/ritzau/

Dagens Gossip