Bendtner føler sig lettet efter scoring

Skrevet af admin

20/03/2015

Dagens topnyheder

Mod slutningen af anden halvleg i Europa League-opgøret mellem Wolfsburg og Inter fik Nicklas Bendtner igen lidt græs under fødderne. Danskeren afløste hollandske Bas Dost, og i slutminutterne fik Bendtner stoppet sin målkrise.

I kampens sidste minut afgjorde den danske angriber kampen med sin scoring til 2-1, og dermed går tyskerne videre med samlet 5-2 over de tidligere Champions League-vindere.

- Det var dejligt at score i dag (torsdag, red.), fortalte Bendtner efter kampen til Forza Italian Football.

Selvom Bendtner var glad for atter at finde vej til netmaskerne, lod han også forstå, at det har været hårdt med den manglende spilletid.

- I visse situationer må man bide sig i tungen og støtte holdet uanset hvad, og det mener jeg, at jeg har gjort, sagde angriberen, der mandag samles med resten af landsholdet i Aarhus, hvis ellers den igangværende lønkonflikt er løst inden da.

Nicklas Bendtner har lidt under, at konkurrenten til pladsen i front, Bas Dost, bankede mål ind på samlebånd i februar. Nu har hollænderen ikke scoret i de seneste fem kampe, så måske der kan være kortere til spilletid for danskeren.

/ritzau/