Bendtner forårsdebuterer i Wolfsburg-skuffelse

Skrevet af admin

24/01/2016

Dagens topnyheder

Nicklas Bendtner har været rygtet væk fra Wolfsburg i det nuværende transfervindue, men angriberen er stadig i sin tyske klub, og han er tilsyneladende fortsat et brugbart angrebsvåben for træner Dieter Hecking.

Bendtner blev sendt på banen et kvarter før tid, da Wolfsburg søndag eftermiddag tabte 2-3 til Eintracht Frankfurt, og danskeren var involveret i sit holds anden scoring.

Sebastian Jung gik til baglinjen og sendte bolden ind foran mål, hvor en fremrykkende Nicklas Bendtner lod den passere til André Schürrle, der udlignede.

Men Wolfsburg, der burde have vundet kampen klart, endte alligevel med at rejse hjem helt uden point, da giftige Alexander Meier dybt inde i overtiden sænkede gæsterne med sin tredje scoring i kampen.

Wolfsburg fortsætter den dårlige stime i Bundesligaen. Sammenlagt med de sidste resultater før julepausen er Bendtners klub nu oppe på fem kampe uden sejr.

Holdet dominerede ellers tungt i første halvleg, og Frankfurt-spillerne blev pebet ud til pausen af hjemmepublikum på Commerzbank Arena.

Kun dårlige Wolfsburg-afslutninger og gode redninger af den tidligere Esbjerg- og Brøndby-målmand Lukas Hradecky holdt pausestillingen nede på 0-1.

Det var den brasilianske midterforsvarer Dante, der sørgede for den enlige scoring efter 25 minutter, da han ekspederede Ricardo Rodriguez' frispark i nettet ved bageste stolpe.

Træner Dieter Hecking havde fra start valgt Schürrle som spydspids med dybdeløberen Max Kruse hængende bag ved, og fra bænken kunne Bendtner se den bevægelige duo gøre det udmærket.

Men Frankfurt kom bedre ud til anden halvleg, og efter 73 minutter var resultatet vendt helt på hovedet efter to klassiske centerforwardmål af Frankfurts Alexander Meier.

Så måtte Hecking ty til sin danske joker, og det så ud, som om Wolfsburg trods alt fik bjærget et point, men det endte altså i en ny og helt unødvendig skuffelse for Champions League-deltagerne.

/ritzau/