Bendtner forhandler med seks klubber

Nicklas Bendtner er tilbage i Arsenal efter endt lejeophold hos de italienske mestre Juventus.

Men inden længe forlader Bendtner permanent den klub, som han skiftede til i en alder af 16 år. Ifølge Nicklas Bendtner selv er der stor interesse, og han er sammen med sin agent i dialog med en håndfuld europæiske klubber.

- Jeg snakker og forhandler med fem-seks klubber lige nu. Det er klubber fra over det hele. Der er bred interesse, og det er utrolig positivt. Det vigtigste er at træffe det rigtige valg nu. Jeg skal se besøge nogle af klubberne og mærke lidt efter, om jeg har den rigtige følelse, siger Nicklas Bendtner.

Sporten.dk møder ham i Tårnby, hvor han sammen med kæresten Julie Zangenberg afholder et fodboldstævne for børn og unge, for at rejse penge til den fond, han har stiftet, som hedder Rich without money.

Og alt tyder på, at det nu kun er op til Nicklas Bendtner, hvor han skifter hen. For Arsenal har givet ham lov til at forhandle.

- Det skal være et permanent skifte nu. Som jeg hører det fra de folk, jeg snakker med, så er der aftalt ting med Arsenal. Men som vi alle ved i fodbold, så forhandler klubberne altid lidt frem og tilbage om den rigtige pris, men det skulle være stort set på plads. Så nu skal jeg selv vælge den klub, som jeg tror vil være den rigtige for mig, forklarer Bendtner.

- Det kan godt være, der går en måned, inden jeg skriver under, men jeg tror, at jeg bliver enig med en klub indenfor de næste to uger, fortsætter han.

Han afslører selv, at han er gået på kompromis med den holdning, at han kun ville spille i en klub, som er med i Champions League.

- Det behøver det ikke at være længere. Tingene har ændret sig lidt siden sidste år. Jeg har været meget skadet i løbet af sæsonen, så det handler først og fremmest om at finde en klub, hvor jeg kan være sikker på at spille og blive glad igen. For jeg elsker jo at spille fodbold, siger Bendtner.

I virkeligheden virker det som, at Bendtner denne gang har andre prioriteter for sit klubskifte end i sidste sæson, hvor han valgte storklubben Juventus foran en række andre europæiske klubber.

- Der er også interesse fra store klubber denne gang, men det er måske ikke lige der, jeg skal kigge hen ovenpå en sæson, der har været forfærdelig for mig på skadesfronten. Jeg var egentlig glad i Juventus og har fået mange gode venner på holdet, men det er klart, at når du har været så meget skadet, så må du se med andre øjne på de tilbud, der er kommet, erklærer Bendtner.

For Nicklas Bendtner blev klubfremtiden denne lørdag en smule skubbet i baggrunden. Han stod som en stolt mand og kunne notere sig stor interesse for sit arrangement. Bendtner har sammen med kæresten Julie Zangenberg stiftet fonden "Rich Without money" for velgørenhed til børn i Danmark.

- Planen er, at vi for de penge der kommer ind, vil åbne fritidsklubber i hårdt belastede områder. Så børn der måske ikke har så mange steder at gå hen kan komme der og få nye venner. Vi har banket det her arrangement op på en måned, hvor man normalt skal bruge et halvt år. Så jeg er utrolig glad for al den støtte og hjælp vi har fået det her, og en masse af mine venner har også støttet projektet, forklarer Nicklas Bendtner.

Hans gode ven landsholdsanfører Daniel Agger mødte også op for at støtte Bendtners arrangement og den tidligere landsholdsangriber Preben Elkjær dømte nogle af børnenes kampe ved fodboldstævnet.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip