Bendtner har købt den dyreste lejlighed i år

Der skal lidt mere til end en almindelig årsløn, hvis man skal på købslisten over de dyreste lejligheder i Danmark.

Og selv om fodboldspilleren Nicklas Bendtner har haft begrænset spilletid hos Juventus, så har han haft den store tegnebog fremme, da han tidligere på året købte sig en lejlighed i det indre af København.

Bendtners lejlighedskøb er årets dyreste. I februar betalte han 13,2 millioner kroner for en 339 kvadratmeter stor lejlighed i hjertet af København. Og det lykkedes ham at få slået 1,8 millioner kroner udbudsprisen, skriver boligsiden Boliga.

I år har der blot været tinglyst to bolighandler til mere end 10 millioner kroner. Det er ikke, fordi de dyre boliger ikke sættes til salg. Det skyldes, at der ikke er interesserede købere til de dyre kvadratmeter.

For lige nu er der på landsplan udbudt 32 lejligheder, der koster over 10 millioner kroner.

De fleste ligger i hovedstadsområdet, men også i Vejle og Esbjerg kan millioner få ben at gå på. For her skal man bruge mellem 11 og 14 millioner kroner for at blive ejer af byernes højest prissatte lejligheder.

Men langt de fleste dyre lejligheder er blevet solgt i Tuborg Havnepark eller Tuborg Strandpark i Hellerup nord for København. Og her er man ikke uvant med, at millioner triller, når fordørsnøgler skifter hænder.

Det er fem år siden, rekorden blev sat, da en 219 kvadratmeter stor penthouselejlighed blev solgt for over 24,6 millioner kroner. Køberen var stifteren af shipping-selskabet Clipper Group, Torben G. Jensen.

Vil man have den dyreste lejlighed, der er sat til salg, i dag, så skal man ud på Langelinie Allé i København. Der kan man få 197 kvadratmeter med havudsigt for 17.450.000 kroner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip