Bendtner hjælper Arsenal til sejr over Norwich

Skrevet af admin

19/10/2013

Mest læste i dag

Arsenal indtager nu førstepladsen i Premier League for sig selv, efter at Nicklas Bendtner og holdkammeraterne lørdag på hjemmebane slog Norwich med 4-1.

Jack Wilshere, Mesut Özil og Aaron Ramsey scorede målene hjemme på Emirates, mens Jonny Howson reducerede for gæsterne.

Bendtner startede på bænken for værterne, men blev sendt på banen 12 minutter før slutfløjt for at hjælpe et hårdt kæmpende Arsenal-mandskab til tre point.

Med Bendtner på banen begyndte hjemmeholdets offensiv atter at vise tænder.

Det danske landsholdsangriber, der i sidste uge scorede to mål i 2-2-opgøret mod Italien i VM-kvalifikationen, fik straks vist sine evner med en kraftfuld afslutning, som Norwich' målmand fornemt fik reddet.

Kort efter danskerens indskiftning gjorde Aaron Ramsey det til 3-1, og lidt senere øgede Mesut Özil med sin anden træffer i kampen til 4-1. Det var Özils første scoringer i Premier League siden sommerskiftet fra Real Madrid.

Selv om Arsenal undervejs kom i problemer, så dominerede London-mandskabet fra start.

Efter små 20 minutter bragte Wilshere værterne foran efter en fornem frispilning fra Olivier Giroud, der fik sendt bolden forbi fødderne af fire Norwich-spillere, inden Wilshere kunne sende bolden i mål til 1-0.

Da Mesut Özil efter en time gjorde det til 2-0, var Arsenal forlængst begyndt at tage for nemt på opgaven, og det betød, at Norwich fik flere gode muligheder.

20 minutter før slutfløjt blev det for alvor spændende. Gæsterne fik reduceret, da Arsenals Per Mertesacker ikke fik fart nok i en tilbagelægning til målmand Wojciech Szczesny. Jonny Howson opsnappede bolden og gjorde det til 2-1.

Før denne spillerunde måtte Arsenal dele førstepladsen med Liverpool, der dog skuffede med 2-2 i Newcastle.

Arsenal topper Premier League med 19 point efter de otte første spillerunder.

Chelsea vandt med 4-1 på hjemmebane over Cardiff City. London-klubben indtager nu andenpladsen med 17 point og en bedre målscore end Liverpool.

/ritzau/