Bendtner i nye problemer: Kommer for sent til træning

Skrevet af admin

15/03/2016

Mest læste i dag

Nicklas Bendtner fortsætter med at fremkalde hovedrysten i sin tyske bundesligaklub, VfL Wolfsburg.

Tirsdag kom Bendtner for sent til træning, og det får konsekvenser for den danske angriber.

- Vi klarer sagen internt. Men faktum er, at alle forseelser grundlæggende også vil have en konsekvens, siger Wolfsburgs sportsdirektør, Klaus Allofs, ifølge flere tyske medier.

Han bekræfter også danskerens forseelse.

- Nicklas er i dag kommet for sent til formiddagens træning og har trænet for sig selv, siger Allofs.

Ifølge tyske medier kom den danske angriber hele 45 minutter for sent til morgentræningen og blev efterfølgende udelukket fra at deltage i resten af træningssessionen.

Om eftermiddagen måtte Bendtner løbe for sig selv, mens de øvrige spillere trænede, skriver dpa.

Den lokale avis Wolfsburger Allgemeine Zeitung mener at vide, at forseelsen er nok til, at Nicklas Bendtner risikerer at blive fyret af klubben.

Avisen skriver også, at Bendtners agent, Ivan Marko Benes, er rejst til Tyskland for at mødes med Klaus Allofs.

Indtil videre er der dog ikke meldt noget officielt ud om hverken fyring eller fratrædelsesforhandlinger.

28-årige Bendtner skrev kontrakt med Wolfsburg i 2014, men han har haft svært ved at gøre en positiv forskel, og over det seneste stykke tid har han været i gevaldig unåde hos cheftræner Dieter Hecking.

Det er ikke første gang, at danskeren kommer for sent til træning, og han har flere gange påkaldt sig ekstratræninger på grund af dårlig form eller dårlig indstilling.

Senest bragte han Wolfsburg-sindene i brand ved at posere med en Mercedes.

Mercedes er ikke vellidt i Wolfsburg, da Volkswagen produceres i byen og er hovedsponsor for den tyske klub. Derfor er det også et krav, at spillerne benytter sig af virksomhedens biler i officielt klubregi.

/ritzau/