Bendtner jubler over vellykket operationen

Landsholdsangriberen Nicklas Bendtner, som er tvunget til holde mindst tre måneders kamppause på grund af en lyskeskade, har nu været på operationsbordet.

Og alting forløb, som det skulle, skriver Juventus-danskeren på sin Twitter-profil.

- Færdig med operationen. Alt gik godt, meddeler Bendtner, som de seneste dage er blevet tilset af en række specialister, efter han måtte udgå af sidste uges kamp mod Cagliari i den italienske pokalturnering Coppa Italia.

- Tak for støtten, tilføjer han og sender en venlig tanke til skuespillerkæresten Julie Zangenberg.

Bendtner og Arsenal, der har lejet angriberen ud til Juventus i denne sæson, samt den italienske mesterklub var blevet enige om, at danskeren mandag skulle gennemgå operationen i sit venstre lår.

Nicklas Bendtner har tidligere bekræftet, at han må holde minimum tre måneders skadespause. Det betyder, at han med stor sandsynlighed ikke er med, når det danske landshold til marts møder Tjekkiet og Bulgarien i VM-kvalifikationen.

Kravet er sandsynligvis seks point i de to kampe, hvis landsholdet skal gøre sig forhåbninger om at komme med til VM i Brasilien om to år.

Men det bliver nok ikke skadede Bendtner, der skal score de danske mål i de vigtige kampe.

Det er nu ikke, fordi han har været særlig målfarlig siden sommerens EM-slutrunde. I Juventus bliver Bendtner mest sendt ind som indskifter, og han har endnu ikke formået at sende bolden i kassen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV