Bendtner: Mit kendskab til Buffon betyder nul

Kendskabet til fredagens modstander i VM-kvalifikationen er stor hos Nicklas Bendtner, som kender en del af de italienske spillere fra sin tid i Juventus - deriblandt målmand Gianluigi Buffon og midtbanegeneral Andrea Pirlo.

Men den danske angriber mener ikke, at han dermed har en fordel, når han skal afslutte på Buffon.

- Jeg har trænet med ham og ved, at han er dygtig, men om det er Buffon eller en anden, er det samme. Jeg skal score mål, siger Bendtner, der betegner Buffon som en af verdens bedste på sin plads.

- Der er egentlig ikke nogen forskel i at kende ham. Der er ikke det store hurlumhej i det, siger Bendtner, som var i Juventus i sidste sæson.

Om Pirlo siger Bendtner, at det bliver noget nær umuligt at forhindre ham i at slå sine verdensberømte pasninger.

- Han er en dygtig spiller og vigtig i deres pasningsspil, hvilket han også er for Juventus. Det er meget svært at lukke de rigtig dygtige spillere ned i en hel kamp.

- Der vil altid være episoder, hvor de vil gøre sig bemærket. Det er derfor, de er så dygtige, som de er, lyder det fra Bendtner, som nu er tilbage i Arsenal efter lejeaftalen med Juventus.

Efter fredagens kamp gæster Malta tirsdag i næste uge Parken i den sidste gruppekamp i VM-kvalifikationen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip