Bendtner og Wolfsburg tager flot Bundesliga-skalp

Med Nicklas Bendtner som spydspids i samtlige 90 minutter vandt den tyske klub Wolfsburg en overbevisende 4-1-sejr over topholdet Bayer Leverkusen søndag eftermiddag.

Og den danske landsholdsangriber kan være godt tilfreds med sin første hele kamp for Folkevogns-klubben.

Megen målfarlighed udstrålede Bendtner godt nok ikke, men danskeren leverede en fin, uselvisk indsats med gode førsteberøringer og velovervejede løb.

Bendtner var med i det angreb, der gav Wolfsburg føringen efter blot otte minutter. Junior Malanda blev nedlagt i feltet, og Ricardo Rodriguez sendte straffesparket sikkert i nettet.

Aktionen kostede Leverkusen-forsvareren Giuliu Donati det røde kort, og mere end 80 minutter i undertal blev for meget for de ellers velspillende gæster.

Josip Drmic fik godt nok udlignet, men inden pausen var hjemmeholdet i front igen, da den portugisiske landsholdsspiller Vieirinha headede Rodriguez' indlæg ind bag Bernd Leno i Leverkusen-målet.

Leverkusens spillestil med helbanepres har gjort livet surt for flere hold i sæsonens første kampe, men med en mand mindre på banen var brodden pillet ud af Roger Schmidts tropper, der ikke havde meget at byde på efter pausen.

Kampens store spiller, Ricardo Rodriguez, flugtede flot 3-1-scoringen ind efter en time, inden Aaron Hunt lukkede kampen med hjemmeholdets fjerde scoring i kampens slutfase.

Med sejren rykker Wolfsburg op midt i rækken med fem point efter de første fire kampe. Bendtner og holdkammeraterne skal i aktion igen onsdag aften, hvor holdet gæster Hertha Berlin.

/ritzau/

Dagens Gossip