Bendtner: Olsen har været en inspiration for mig

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

For mange af de danske landsholdsspillere var det en vemodig afsked, da Morten Olsen tirsdag aften meddelte, at han stoppede som landstræner med øjeblikkelig virkning.

Men for især Nicklas Bendtner var det hårdt at sige farvel og tak til Olsen efter det samlede 3-4-nederlag til Sverige, der betyder, at Danmark ikke kommer med til næste års EM-slutrunde.

- Det er jeg personligt rigtig ked af. Morten er den person i fodbold, der har betydet mest for mig.

- Han har været der, siden jeg var 18 år. Han har været en inspiration i min udvikling som person og som fodboldspiller. Han har fantastiske kvaliteter som menneske og som træner. Han har hjulpet mig utrolig meget.

- Så det var en skuffelse og noget, der gør mig ked af det, at jeg ikke kunne give ham en bedre afslutning, som han burde have haft, fordi han har været så fantastisk for Danmark, siger Bendtner.

Wolfsburg-angriberen har dog ingen planer om at stoppe på landsholdet sammen med Olsen, der blev ansat som landstræner i sommeren 2000.

- Det er et mærkeligt spørgsmål at stille mig, synes jeg. Jeg er 27. Jeg regner da med, at jeg har fem-seks gode år i mig endnu, lyder det fra Bendtner.

Nedturen over ikke at komme med til EM skal fordøjes, og det kommer til at tage tid. Bagefter venter en ny epoke med en ny landstræner.

- Du kan ikke gøre andet end at lægge det bag dig. Det er bare en mærkelig følelse, for jeg har været sammen med dette hold i ti år. Jeg kender alle sammen virkelig godt.

- Nu er det sidste gang, vi er samlet. Det bliver en mærkelig følelse at møde op næste gang med en ny træner og et nyt hold. Specielt fordi det blev noget pis med denne afsked, i og med at vi ikke kom til EM, fastslår Bendtner.

/ritzau/