Bendtner om Olsens vurdering: Jeg er enig med ham

Skrevet af admin

13/11/2013

Mest læste i dag

Nicklas Bendtner blev tirsdag opfordret af landstræner Morten Olsen til at skifte væk fra Arsenal til vinter.

Olsen mener, at landsholdsangriberen skal finde en klub, hvor han får mere spilletid.

Den 25-årige angrebsprofil ønsker dog ikke at kommentere på Olsens opfordring.

- Jeg vil ikke tale om min klubsituation, oplyser Bendtner, da han møder op til onsdagens træning i Silkeborg.

Faktisk vil Arsenal-spilleren helst ikke tale med pressen.

- Jeg vil helst være fri, for jeg bryder mig ikke om det.

- Men det står i vores kontrakt, at vi skal tale med jer, siger Nicklas Bendtner.

Morten Olsen slog tirsdag fast, at landsholdsangriberen ikke ramte sit topniveau for en måned siden, da Danmark spillede 2-2 mod Italien i VM-kvalifikationen.

Bendtner lavede to mål i den kamp, men havde mangler i sit spil målt i forhold til sit niveau under EM i 2012. Bendtner giver landstræneren ret i den vurdering.

- Under EM havde jeg spillet meget mere op til slutrunden. Så det kan jeg godt give ham ret i.

- Selvfølgelig så kampen mod Italien godt ud, fordi jeg scorede to mål. Men hvis man kigger på mit spil i de 85 minutter, jeg var på banen, så kan man godt se, at mit spil ikke var, som det plejer at være, siger Nicklas Bendtner.

- Da jeg spillede mod Italien, havde jeg ikke spillet så forfærdelig meget.

- Jeg manglede naturlig kamptræning og havde ikke spillet særligt meget sammen med andre. Det gode var, at jeg kunne gøre forskellen.

- Det beviste jeg, ligesom jeg har bevist det mange gange før, slår Bendtner fast.

Nicklas Bendtners kontrakt med Arsenal udløber til næste sommer. Angriberen har oplyst, at han havde mulighed for at skifte væk i sommer, men en handel blev hindret, da Arsenal pludselig ikke ville sælge ham.

/ritzau/