Bendtner sikrer Arsenal tre point og bliver skadet

Skrevet af admin

01/01/2014

Mest læste i dag

Nicklas Bendtner blev dagens uheldige helt for Arsenal i onsdagens hjemmekamp mod Cardiff.

Danskeren blev matchvinder med sit mål til 1-0, som han scorede bare tre minutter før tid.

Lige efter at have sparket sit hold foran, blev han imidlertid tacklet af Cardiff-målmand David Marshall.

Tacklingen var så hård, at Bendtner ikke kunne fortsætte, og derfor var han heller ikke på banen, da Theo Walcott slog 2-0-sejren fast i overtiden.

Inden da lignede det ellers et kedeligt pointtab for London-klubben, der vadede i chancer, men ikke kunne få bolden i mål.

Lukas Podolski, der blev foretrukket i startopstillingen i stedet for Bendtner, virkede rusten og uskarp, og faktisk var forsvarsspilleren Per Mertesacker sit holds mest farlige spiller med to giftige hovedstød i forbindelse med dødbolde.

Hos Cardiff blev der ingen spilletid til Andreas Cornelius. Danskeren blev således fravalgt, da der mod slutningen af kampen skulle findes en afløser for frontangriberen Frazier Campbell.

I stedet fik holdkammeraten Nicky Maynard chancen. Dermed fik Cornelius ikke mulighed for at vise sig frem for sin formentlig kommende manager.

Norske Ole Gunnar Solskjær overværede kampen ved siden af klubejer Vincent Tan og bekræftede dermed indirekte, at han er det varmeste bud på en afløser for den fyrede manager, Malky Mackay.

Sejren betyder, at Arsenal tilbageerobrer førstepladsen i Premier League, som Manchester City havde midlertidigt til låns efter sejren over Swansea.

/ritzau/