Bendtner vil sprinte fra italienerne

De italienske forsvarsspillere er ikke de hurtigste spillere i verden. Og det skal det danske landshold udnytte i tirsdagens VM-kvalifikationsopgør på udebane mod Italien.

Nicklas Bendtner spiller sammen med flere af de italienske spillere i Juventus, heriblandt Andrea Barzagli og Leonardo Bonucci, der kan straffes for manglende hurtighed.

Bendtner er dog i første omgang hurtig til at nedtone de italienske svagheder.

- Det ved jeg nu ikke. Jeg synes, de har gjort det meget godt for Juventus. Vi har vundet seks kampe og spillet en uafgjort, så det har fungeret fint.

- Vores udgangspunkt skal selvfølgelig være at gøre det svært for dem. Vi skal prøve at sikre, at de spiller en dårlig kamp, så vi kan komme til chancer og få det bedst mulige resultat ud af det for os selv, siger Bendtner.

Landsholdsangriberen, der sørgede for det danske mål i fredagens 1-1-kamp ude mod Bulgarien, ved godt, at han er hurtigere end Barzagli og Bonucci.

- Jamen, jeg er også en hurtig fyr. Og det er klart noget, vi skal udnytte. Vi har hurtige spillere på positioner specielt i højre side, siger han.

Bendtner er optimistisk forud for opgøret mod Italien, hvis Danmark bruger sine hurtige våben som eksempelvis Dennis Rommedahl, Emil Larsen eller Simon Poulsen.

- I de fleste kampe forsøger vi at udnytte den hurtighed så vidt muligt. Vi skal løbe bag dem eller udfordre dem, for hvis vi kan få det i gang, så er det positivt, siger Bendtner.

Danmark skal desuden holde øje med Juventus-strategen Andrea Pirlo, som ikke må få for meget plads.

- Pirlo er en rutineret spiller, som ligger rigtig gode afleveringer. Han er god for enhver angriber at spille sammen med, fordi hans første tanke er fremadrettet, siger Bendtner.

 

Dagens Gossip